Søg
  • Teamet bag CBP

#12 Derfor skal du invitere problemerne indenfor

På et sygehus et sted i Danmark har en sygeplejerske det dårligt. Hun ryster, føler trang til at græde og lyst til at gemme sig væk. Men hun gør det ikke. Hun bider sig i læben, holder gråden tilbage og gennemfører sin arbejdsdag – som hun jo bør. En pårørende har netop overfaldet hende verbalt. Der blev skreget og råbt – ventetiden blev åbenbart for meget. Hun forsøgte efter bedste evne at tale den pårørende ned, at komme med forklaringer, at virke forstående – men intet hjalp, og alt blev kun værre. Til sidst måtte hun bare flygte.


Det, du lige har læst her, er hverdag for de ansatte på mange danske sygehuse. De oplever en stigende grad af aggressiv og truende adfærd hos både patienter og deres pårørende, og det påvirker dem – selvfølgelig gør det det. Langt de fleste mennesker bliver påvirket af at blive råbt af, skældt ud og talt ned til, men det er forskelligt, hvordan og hvor meget, vi reagerer. Nogle ryster hurtigt oplevelsen af sig, mens andre i længere tid føler sig kede af det og mærker ulyst i forhold til at gå på arbejde.


Sygeplejersken, som vi mødte ovenfor, havde ikke lyst til at gå på arbejde i dagene efter episoden. Dét kunne hendes kolleger godt mærke, og de ville gerne hjælpe hende. Derfor spurgte de hende, om hun ikke hellere ville hjem. De tænkte, at efter sådan en oplevelse er det bedste nok, at man lige kommer hjem.


Men det er det ikke!



Hvorfor? Fordi de problemer, der er opstået på arbejdspladsen med meget stor fordel kan løses på arbejdspladsen. Ved at sende medarbejdere hjem risikerer man at sende et signal om, at her på arbejdspladsen løser vi ikke selv vores problemer. Samtidig efterlader man den hjemsendte med følelsen af, at vedkommende er forkert og desuden er alene med sine problemer.


En bedre model ville være, at problemet blev løst på arbejdspladsen i samarbejde med kollegerne. På den måde ville arbejdspladsen sende et inkluderende signal om, at det er helt okay, at man kan blive påvirket og oplever problemer i sit job. Samtidig ville man også vise, at man som arbejdsgiver tager ansvar og er i stand til at iværksætte et tilbud, der løser problemerne, der hvor de opstod. Alt i alt en inkluderende, ansvarsfuld og endda økonomisk løsning.


Så hils bare problemerne velkommen på din arbejdsplads, men tag fat i dem og løs dem – på arbejdspladsen. Send ikke nogen hjem, og tro ikke, at problemerne løser sig, bare fordi de nu er sendt væk. Vis dine medarbejdere og kolleger, at I hjælper og støtter hinanden, og at det er helt okay at reagere.


Læs mere i vores øvrige blogindlæg:


https://www.beredskabspsykologi.dk/blog/11-krise-og-kollegast%C3%B8tte-er-det-rene-mytteri


https://www.beredskabspsykologi.dk/blog/8-det-vidste-du-ikke-om-krise-og-kollegast%C3%B8tteordningen



Ziggie - end del af teamet bag Center for Beredskabspsykologi

443 visninger

Center for Beredskabspsykologi ApS 


Hovedgaden 55 C, 1.

2970 Hørsholm 

KontorH

6133 7184

6133 7140

Mandag - fredag
kl. 08.00 - 16.00

  • White Instagram Icon
  • White YouTube Icon
  • facebook

© 2020

Center for Beredskabspsykologi ApS

 

CVR 37837407

Center for Beredskabspsykologi ® 
er et registreret varemærke