Søg
  • Teamet bag CBP

#19 Alle går rundt og siger...


…at 2021 kun kan blive bedre end 2020, og at 2020 kun var fyldt med angst, sygdom og modgang. Men jeg bliver simpelthen nødt til at dele med jer, at jeg ikke er helt enig. Hver gang jeg har læst, at 2021 kun kan blive bedre end 2020, har jeg mærket noget modstand indeni mig selv. Hvordan kan man overhovedet vide, at dette år bliver bedre? Og hvis vi nu tænker os rigtig godt om, er det så muligt, at 2020 har gjort os klogere, mere end det har ødelagt os? Jeg tror det er en mulighed, vi bør se nærmere på.


Og vi HAR virkelig gennemgået meget i 2020 – det må jeg medgive. Meget har været anderledes og uvant, meget har skabt usikkerhed og bekymringer, men de fleste af os er ikke gået i stykker. Vi er måske irritable, og vi er coronatrætte, siger man. Okay okay ja, vi er ved at være trætte af begrænsninger og restriktioner, men har vi ikke lært noget også? Er vi ikke blevet klogere? Det håber jeg, og det tror jeg også. På samfundsplan har vi i hvert fald gennemgået en fælles udvikling, og vi har stået noget meget uvant igennem sammen. Og det må da give os noget pondus sådan rent nationalt at have gennemlevet krisen i fællesskab. Vi er rent faktisk DEM, der var voksne under Coronakrisen, dem der skulle forsørge vores familie og hjælpe vores børn og unge mennesker til at trives – på trods af modgang, begrænsninger og restriktioner.

Da jeg var barn, syntes jeg, det var usandsynligt spændende at høre min farmor fortælle om, hvordan det var at have børn under krigen, og hvordan man overhovedet kunne leve, mens der var krig. Jeg syntes, det lød umuligt. Mens jeg sad med store øjne og lyttede, fortalte hun om, hvordan hun lavede gammelt tøj om til bleer, genbrugte selv den mest slidte papirspose og trods alt fik en hverdag med 4 børn til at fungere – selvom der var krig og knaphed på snart sagt alting. Mon mine børnebørn også engang vil høre mig fortælle om pandemien og Coronakrisen? Vil de mon spørge mig, hvordan det var at have børn, der ikke kunne komme skole? Om det var svært, at jeg ikke kunne komme på arbejde og derfor ikke tjente penge? Og vil de vide, hvordan det var at skulle testes hele tiden? Det håber jeg, for jeg er klar over, at vi skriver historie lige nu, og at VI er en del af historien. En historie der bliver skrevet ind i bøgerne og gør os til de mennesker, vi er og former os som i fremtiden.


Hvad har vi så lært på det individuelle plan? Tja, det må den enkelte jo selvsagt svare på, men lad mig begynde med mig selv. Jeg må indrømme, at klassikeren med, at man først rigtigt sætter pris på noget, når man ikke har det længere, slår mig lige i ansigtet. Jeg har sat for lidt pris på at kunne samles til en stor fest. Jeg har ikke tænkt nok over, hvor stort et privilegie det er at kende mange mennesker og at kunne samles med flere af dem eller endda med dem alle sammen på én gang. Jeg har taget for givet, at man bare kan gå på arbejde hver dag, såfremt man har et arbejde. Jeg har ikke værdsat værdien af skoler og uddannelsesinstitutioner for et samfund i høj nok grad. Jeg har glemt at påskønne, at man bare kan gå i alle mulige former for butikker og købe det, man har brug for. Med andre ord har jeg taget alt for mange ting for givet – det har jeg lært. Men jeg har også lært, at der findes noget, der skræmmende hurtigt kan tage magten over alt det, mennesket har opbygget, og det vil jeg forsøge at huske mig selv på i langt højere grad. Så en lille smule taknemmelighed ville bestemt klæde mig fremover – og måske også dig? Lige præcis her håber jeg, at 2021 bliver bedre.



Ziggie – direktør og psykotraumatolog hos Center for Beredskabspsykologi

217 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle