De fleste tror på denne myte

Er det farligt at tale om traumer? Og kan man gøre skade på andre ved at spørge til deres voldsomme oplevelser? Det er nogle af de spørgsmål, vi møder mest. Og samtidig bliver netop de to bekymringer desværre nogle, der afholder mennesker fra at spørge andre, hvordan de har det. Især når andre har oplevet noget voldsomt, er i sorg eller på andre måder ikke har det så godt.


Vi kan godt slå fast, at det er en myte, der lever alt for godt. Og vi synes, det er rigtigt ærgerligt, at det forholder sig sådan. Der er nemlig intet, der underbygger, at man skulle kunne retraumatisere andre ved at tale med dem om deres traumer. For at sige det helt enkelt kan det ikke lade sig gøre at genskabe traumets kvalitet i en samtale. Det vil sige, at man ikke kan skabe noget, der er lige så voldsomt som virkeligheden ved at tale om det. Man skal altså kunne adskille selve traumet og samtalen om traumet. Det er to meget forskellige ting.



Vi ved, at noget af det, der skræmmer mennesker allermest, er, hvis andre begynder at græde eller reagere voldsomt. Den situation, hvor man spørger til et andet menneske og vedkommende begynder at græde og måske fortæller om at have det rigtig dårligt. Som den spørgende bliver man straks bange for at have gjort situationen værre. Men her må vi altså lige påpege noget meget vigtigt: Du kan ikke med dine empatiske spørgsmål gøre noget, der er værre end det, der allerede er sket. Tværtimod viser du, at du har set og anerkendt et menneske, der har det svært. Samtidig udviser du mod – for det kræver mod at være sammen med et kriseramt menneske.


Man skal med andre ord ikke være bange for at tale om sine egne traumer og heller ikke for at spørge til andre. Tværtimod hører vi fra rigtig mange mennesker, at det er en lettelse at tale om sine traumer, og at det hjælper, når andre har mod på at se ”filmen om traumerne” sammen med dem. Måske kunne vi faktisk gå så langt som at sige, at det er et misforstået hensyn, når vi går over på den anden side af vejen i stedet for at konfrontere os med de kriseramte mennesker og turde spørge dem. Hensynet er misforstået, fordi vi er bange for at gøre ondt værre. Faktum er dog, at det ofte er langt værre at være kriseramt og blive undgået.


Så vi begår en fejl, hvis vi tror på myten om, at det er farligt at tale om traumer, og at vi kan retraumatisere andre gennem en samtale. Hvis du er har mod på at lære mere om at tale med kriseramte mennesker og om menneskers reaktioner generelt, så kan du melde dig til et supergodt og givende kursus hos os, men skynd dig – der bliver hurtigt fyldt op: https://www.beredskabspsykologi.dk/krisepsykologi


De bedste hilsner


Ziggie & Henrik

366 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle